Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Livet er som et maleri fyldt af lyse og mørke nuancer - der tilsammen danner et menneskeliv.     

Citat,  provst Birger Hjort-Jensen, Vorning præstegård, født 1924 – død 1988.  

 

Mindegudstjeneste 
Vi mindes vore døde ved særlige stemningsfulde gudstjenester.

Påske
Påskemorgen mødes vi på Hammershøj kirkegård. Præsten læser påskeevangliet, vi synger en salme og navnene på årets døde læses højt. Efterfølgende påskegudstjeneste i Hammershøj kirke. 

Alle helgen
Ved Alle helgen afholdes mindegudstjenester i Vorning, Kvorning og Hammershøj kirker. 

Form og indhold er meget varierende. F.eks. inviteres pårørende ind i præstegården til eftermiddagskaffe med fællessang ved flyglet eller aftensmad med hjemmelavede supper med urter fra præstegårdshaven. Eftefølgende går vi i kirken og holder mindegudstjeneste.

Tal med præsten
Hvis du er døende eller du kender en døende som ønsker en fortrolig samtale om døden, efterlivet eller blot et ”frikvarter fra sygdommen” med plads til en god snak, så er du velkommen til at kontakte sognepræsten.

Sorggrupper
I folkekirkens sorggrupper kan du finde støtte, hvis du har mistet en, du holder af. Du behøver ikke have en stærk tilknytning til kirken for at deltage. 

En sorggruppe forsøger ikke at fjerne din sorg eller at presse dig til at 'komme videre'. Men fællesskabet med andre, som har mistet, kan hjælpe dig med at bære sorgen og den forandrede hverdag. 

Sorg skal bæres
Sorg er en naturlig reaktion på tabet af en nærtstående. Sorg skal ikke behandles, men bæres sammen med de efterladte.

Sorggrupper kan mindske følelsen af ensomhed og meningsløshed, og det er for mange en støtte at høre, hvordan andre har tacklet sorgen. 

Ønsker du yderligere information og tilbud om sorggruppe i nærheden af dig? Kontakt sognepræst Anders Ellebæk. Tlf. nr. 86 45 10 08