Vorning kirke

Træk af Vorning Kirkes historie 

Enten man kommer kørende fra nord eller syd af landevejen mod Vorning, vil man ikke kunne undgå at lægge mærke til Vorning kirke. Placeret midt i byen, ragende op over huse og gårde og med sit massive, hvidkalkede tårn samt sin høje tagrejsning over skib og kor virker kirken ganske imponerende at skue for det menneskelige øje. Af en landsbykirke at være er kirken forholdsvis stor, og tilbage i Middelalderen må den have virket enorm i sammenligning med landsbyens daværende lave gårde og huse.

Hvornår kirken præcist er blevet bygget vides ikke med sikkerhed, men man formoder at byggeriet er sket mod slutningen af 1100-tallet. Kirken er bygget af veltilhugne granitkvadre og opført i romansk byggestil. At man har tænkt stort fra byggeriets begyndelse ses blandt andet ved, at kirken hviler på en dobbeltsokkel. Nederst består soklen af almindelige skråkantsten, mens oversoklen består af smukt profilerede sten med hulkant og rundstav. Soklen følger hele kirkeskibet, kor og apsis rundt. På apsis ses endvidere øverst en fremspringende riflet kvaderrække. Der er gået omkring 1500 sten til byggeriet af kirken, og arkæologer har vurderet, at det tager en mand godt 40 arbejdstimer at tilhugge en granitsten til kvadersten. Med 1500 sten bliver det samlet til ikke mindre end 60.000 arbejdstimer, som er blevet brugt på at tilhugge stenene! En imponerende bedrift, som gør man ikke kan andet end fyldes af respekt for forfædrenes solide bygge- og håndværksevner. På kirkens nordside samt i apsis er det romanske bygningspræg bevaret med de små, højtplacerede vinduer. Mod syd er vinduerne større og stammer fra en større restaurering i 1880’erne. På nordsiden af kirken fandtes tidligere et nu nedrevet sakristi. Da Viborgs biskop, Søren Lintrup, den 7. august 1723 visiterede Bjerregrav kirke, bemærkede han følgende i visitatsbogen: Sacristiet var her såvel som i Vorning opfyldt med de tidligere præsters og deres familiers lig.

Kirketårnet

Tårnet er hvidkalket og bredere end kirkeskibet, omkring en halv meter til hver side. Det ses tydeligt. Tårnet hviler ligesom skib, kor og apsis også på en dobbeltsokkel, men denne er noget lavere og ikke nær så omhyggeligt udført som resten den øvrige sokkel. Det er i Jylland overordentlig sjældent at se kirketårne bredere end selve skibet. Derimod er det ikke så usædvanligt at opleve i Skåne eller på Bornholm ligesom byggeriets hammerform. Udseendemæssigt er tårnet dog ægte jysk. Den nederste del består af granitkvadre, men fra skibets tagryg og opefter skifter byggematerialet til munkesten i tegl. Tårnet kan ikke være opført ret meget senere end selve kirken. På den tid var teglbrændingsteknikken blevet kendt i Danmark, og de eksisterende, genanvendte granitkvadre på vestgavlen har ikke rakt langt nok til bygge et tårn. Derfor må man spørge sig selv: Hvorfra er de eksisterende granitkvadre i tårnets nederste del kommet? Det formodes, at man har hentet kvadrene ved en nu nedrevet og forsvundet kirke i Hvidding, 4 kilometer øst for Vorning by, efter at Hviddings befolkning omkring år 1400 mere eller mindre var blevet udslettet som følge af ”Den sorte død”. I Hvidding ses endnu tomten, hvorpå kirken siges at have ligget. I hvert fald er kvadrene i tårnets nederste del af anden karakter end de øvrige af Vorning kirkes granitkvadre, og da man sidst i 1800-tallet skulle indhugge en skorsten i tårnmuren, kom der flere tilhugne granitkvadre frem. Blandt disse formodes op til flere at stamme fra en korbue, hvilket igen peger mod påstanden om Hvidding.

Kirketårnet har afvalmet blytag ligesom kirkeskibet og apsis. Koret er derimod teglhængt.

Våbenhuset

Omkring år 1500 blev der tilføjet et våbenhus på kirkens sydside, bygget i teglsten på granitsokkel op ad den gamle sydvendte indgang. Våbenhuset blev restaureret i 1956 og ført tilbage til sit oprindelige udseende.

Nordportalen

Lidt særligt for Vorning kirke er den pragtfulde indgangsportal på nordsiden af skibet. Portalen består af seks, friststående granitsøjler med kragsten over kapitælerne og med baser på skråkantsoklen. Indgangens typanon (døroverligger) er helt glat, og indgangen er senere muret til med granitkvadre. Det er sjældent at se så smukt udførte arbejder på nordsiden af en kirke, da det tilbage i Middelalderen var forbeholdt kvinder og børn at benytte nordindgangen, mens mændene benyttede indgangen mod syd. Men det bør dog give anledning til tanker om kvindernes placering og rolle i Middelalderens samfund, at kvinderne har haft så pragtfuld en portal at gå ind ad til kirkerummet, mens mændenes indgang var væsentlig mere jævn og beskeden. Af øvrige kirker med sekssøjlede portaler findes (så vidt vides) foruden Vorning kun Ålum, Øster Bjerregrav, Rybjerg, Vinkel og Tapdrup kirker. Det særlige ved disse kirker er, at de alle ligger på en linje sydøst fra Randers mod Viborg og tydeligvis har indgangsportalen på Viborg domkirke som forbillede. Kan der tænkes at være en særlig forbindelse mellem kirkerne og domkirken? Er bygmesteren den samme, eller har man i et vidst omfang benyttet de samme byggetegninger? Hvordan har det været økonomisk muligt at bygge så veludført, og hvorfor har man gjort det? Man ved det ikke, men der må formodes at have været en stor magt bagved, både kirkelig og økonomisk.

Kirkens udsmykning og indre

I våbenhuset er udstillet rester af et granitalterbord med relikviefordybning samt en rød søjlebase, som måske stammer fra Hvidding. Endvidere ses den gamle indgangsdør mod syd, som er væsentlig mere enkel og beskeden end den nu tilmurede norddør.

I selve kirkerummet er så godt som intet af den oprindelige indretning bevaret.  Formodentlig som følge af en større ombygning og temmelig hårdhændet restaurering i 1880’erne, bekostet af Fussingø gods. Ved den lejlighed blev korbuen gjort bredere og fornyet, ligesom apsisbuen. Væggene blev glatpudsede, og der blev lagt klinkegulv i gult-sort skakmønster i både skibet og koret. Kirken har aldrig haft hvælvinger, men har bevaret sit bjælkeloft.

Døbefonten

Døbefonten er kirkerummets ældste inventar. Oprindelig har den sikkert stået nede imellem nord- og syddøren. Som et fysisk symbol på, at dåben var skillelinjen. Efter Den Lutherske Kirkereformation i 1536 blev døbefonten flyttet op i koret, for at dåben nu kunne ske i menighedens påsyn, og menigheden derved samtidig være vidner på den døbtes nye identitet som Jesu discipel. I Middelalderen var døbefonten malet i hvide og sorte farver, men disse farver er senere blevet fjernede. Dog ses endnu pletvise rester af bemalingen. Døbefonten er udført i tilhugget granit og med løvemotiver. De modstående løvers haler slynger sig imod hinanden.

Prædikestolen

Prædikestolen er renæssance og stammer fra første halvdel af 1600-tallet. Den er af en prædikestol til en landsbykirke at være meget smukt udført. Lydhimlen over virker stor i forhold til rummet, men føjer sig alligevel smukt til  helhedsindtrykket.  På billedefelterne vises fire bibelscener, som fra venstre mod højre forestiller: Menneskets syndefald, Jesu korsfæstelse, Jesu opstandelse og Verdensdommen. Indskrifterne på prædikestolen er bibelcitater, alle citeret på latin. Øverst står: Dit ord er sandhed (Joh.17.17). Nederst: Om nogen elsker mig, vil han holde mit ord, og min fader skal elske ham, og vi vil komme til ham (Johs. 14,23)

Lydhimlen bærer også latinske indskrifter. Øverst står: Lad struben råbe vidt og bredt, hæv med vælde din stemme, vis mit folk dets brøde, Jacobs hus dets synd (Es. 58,1) og nederst: Prædik ordet, vær rede i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning (2.Tim. 4,2). Øverst oppe på lydhimlen ses en række felter med indskrift, hvorpå der står: I det Herrens år 1653 blev denne prædikestol stafferet (forgyldt og bemalet, red.), og samme tid var velbyrdig mand Henrik Tor slotsherre på Dronningborg (nu nedrevet kongeborg i Randers, red.), Frands Rosenberg biskop udi Viborg, Jesper Pedersen, Nørbæk, provst udi Sønderlyng Herred, Thomas Lauritsen sognepræst, M. Mogensen stiftsskriver over Dronningborg Len, Niels Christensen og Niels Rasmussen kirkeværger.

Alteret

Altertavlen stammer ligesom prædikestolen fra første halvdel af 1600-tallet og er også i renæssance. Ligesom prædikestolen er den også ganske markant. Øverst ses et billedefelt med Guds altseende øje, nedeunder to andre billeder forestillende troen og håbet, symboliseret med korset og ankeret. Troen kommer af Guds ord, håbet rækkes gennem nadveren i Kristi tilsigelse af syndernes forladelse.

I midten ses et motiv forestillende enten Jesu sidste nadver med disciplene, eller måske Jesus med disciplene på besøg i Simon den Spedalskes hus (Mark. 14). Nederst i højre side forstyrres billedet af en lille, smilende kvinde bærende på en pottelignende krukke. Måske er det synderinden, som salvede Jesu fødder med kostbar nardusolie? Set fra en historisk vinkel er det ganske sjovt at studere billedet. På bordet ses brødbrikker og spidse knive ligge på den hvide dug, for tallerkner og gafler var endnu ikke en del af bordservicet i 1600-tallets første halvdel. Der ses endvidere en vægeklipper til lysene på bordet samt lammesteg på fadet og en kalk. Bemærk at Jesus har ikoneffekt - øjnene følger en, uanset hvor man står. Af den gnidrede inskription under billedet fremgår det, at altertavlen oprindelig blev fremstillet til Ålum kirke, men i 1828 blev den flyttet til Vorning kirke.

På kirkeskibets nordvæg ses to altermalerier fra 1800-tallet, som tidligere har dækket for det nuværende, oprindelige altermotiv. Det ene forestiller Jesus, der med et fast blik breder hænderne ud mod menigheden (jf. Kom til mig alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil giver jer hvile (Math. 11,28), red.). Motivet har også ikoneffekt. Det maleri andet må formodes at forestille disciplenes nadvermåltid i Emmaus (Luk. 24,30-32).

Orgelet stammer fra 1914, og er i dag udstyret med elektrisk pumpe. Kirken er opvarmet med el-paneler og i 2010 blev den nuværende loftbelysning installeret. En præstetavle skåret i træ og ophængt på sydvæggen ved indgangsdøren er udført af tidligere sognepræst og provst, Birger Hjorth-Jensen.

Kilder: Anders Fiil: Vorning sogn, en historisk og topografisk beskrivelse. Viborg 1971
Poul Steffensen: Kirken den er et gammelt hus. Alssundkredsens Forlag 2002.

Fotos: Jørgen Brask Nielsen og Anders Ellebæk Hansen, 2018.

Ophavsret: